Mere end et århundrede på vejen til Monte Rosa

Fra 1200-tallet

Walserne og Alpe Seewji

I 1200-tallets sidste årtier kom walser-nybyggere fra Valais og slog sig ned øverst i Valsesia. Af dem voksede Alagna frem: en landsby af små bebyggelser, af huse i træ og sten, med sit eget sprog, titzschu.

Om sommeren drev walserne dyrene op til de høje græsgange. Olen-dalen er en af Alagnas store sommergræsgange, og Alpe Seewji er en af dens etaper: en åben eng i næsten to tusind meters højde under de kamme, der fører til passet. Navnet staves på mange måder, Seewji, Seiwji, Seevy, sådan som det går med walsernavne, der er gået fra mund til mund.

1872 – 1907

Vejen til Monte Rosa

Col d'Olen i 2.881 m var walsernes pas til Gressoney. I 1800-tallet bliver det Alagnas port til Monte Rosa: i 1872 dannes Alagnas bjergførerkorps, og i 1878 bygges et hotel på passet, det senere Rifugio Guglielmina.

I 1893 indvier Den Italienske Alpeklub Capanna Regina Margherita på Punta Gnifetti i 4.554 m, båret op i dele på muldyr og menneskeryg. Dronningen selv går derop den 18. august. I 1907 åbner det højdefysiologiske institut, som Angelo Mosso grundlagde, ved passet.

Den, der går fra Alagna op mod passet, til fods eller med muldyr, tager den gamle sti gennem Olen-dalen, og den passerer Alpe Seewji. Dér, halvvejs mellem landsbyen og passet, bliver Grande Halte født.

1911

A la Grande Halte

Omkring århundredskiftet åbner en lille kro med et fransk navn ved Alpe Seewji: A la Grande Halte, det store hvil. Husets tradition daterer den til 1911, det år, hytten bærer i sit logo.

En gammel annonce præsenterer den »på vejen til Monte Rosa«, ved Alpe Seevy i 2.000 meters højde: restaurant åben hele dagen, pension og logi, en rummelig spisesal, enkelt- og dobbeltværelser og udsigt til Capanna Regina Margherita. Derfra en time og fyrre minutter til Alagna og to en halv time til Colle d'Olen.

I 1940'erne ejes kroen af signor Rimella fra Alagna. Annoncens stik er nået frem til os med venlig tilladelse fra signora Germana Rimella, og i dag er det trykt på restaurantens dækkeservietter.

1946 – 1947

Rifugio Città di Mortara

I 1946 stiftes en gruppe af Den Italienske Alpeklub i Mortara på Lomellina-sletten som underafdeling af Vigevano; året efter bliver den en selvstændig afdeling. Som fejring går den første tur to dage til Col d'Olen med bestigning af Corno del Camoscio: sneen når ned til en time fra »Grande Alt«, signor Rimellas lille kro, og dér opstår idéen om at købe den og gøre den til en hytte.

Vigevano skulle netop åbne sin egen hytte ved Col d'Olen, og Mortara, fortæller afdelingen, ville ikke stå tilbage. I 1947 bliver planen til virkelighed: den første formand, advokaten Guglielmo Magnaghi, står bag købet, og medlemmerne tegner andele på 25.000 lire hver, som de senere giver afkald på, så hytten bliver afdelingens ejendom.

Den 22. juni 1947 kører to busser fra Mortara ved daggry og er i Alagna halv ti; derfra går alle op til fods sammen med landsbyens præst og borgmester. Ved middagstid holder monsignor Dughera, sognepræst i San Lorenzo i Mortara, friluftsmesse og velsigner hytten, der nu er omdøbt til Rifugio Città di Mortara. Til stede er Mortaras borgmester, doktor Giovanni Ferrari, repræsentanter for CAI Novara og hovedklubben og omkring hundrede borgere fra Mortara.

I dag bærer facaden to malede skilte: Grande Halte og Rifugio Città di Mortara.

1965 – 2009

Pisterne uden for døren

I 1965 fører svævebanen skiløberne fra Alagna op til Punta Indren i 3.260 m, men ad en anden vej, via Zaroltu og Bocchetta delle Pisse. Den gamle vej til Colle d'Olen ligger hen i omkring et halvt århundrede.

I december 2000 bringer en ny kabinebane liftene tilbage langs den vej, fra Alagna til Pianalunga, omkring hundrede meter over hytten. I 2004 kører Funifor-banen fra Pianalunga op til Passo dei Salati og knytter Alagna til Monterosa Ski; i 2009 kører en ny svævebane fra Salati til Punta Indren.

Sådan havner de rejsendes store hvil ved pisterne, få minutter under stationen i Pianalunga: om vinteren kommer man dertil på ski.

I dag

Det samme tag

Hytten tilhører stadig Mortara-afdelingen af Den Italienske Alpeklub. Den er omhyggeligt restaureret, og meget af det gamle inventar er bevaret: levende træ, stenmure, synlige bjælker og ilden i pejsen.

Om vinteren kommer man op med svævebanen eller på ski, om sommeren også til fods fra Alagna, cirka to timer ad sti 205: samme vej som dem, der for mere end hundrede år siden holdt deres store hvil her. Og på klare dage ser man, som den gamle annonce lovede, Capanna Regina Margherita.